Spring menu over

stu for unge med autisme

Den 3-årige ungdomsuddannelse for unge med autismespektrumforstyrrelser (ASF) er en specielt tilrettelagt STU-uddannelse for unge med f.eks. infantil eller atypisk autisme. Man har som regel gået på en specialskole i ens grundskoleforløb.

Du bliver undervist i en lille gruppe sammen med kammerater, der har nogenlunde de samme kompetencer og interesser som dig. Der er derfor stor forskel på undervisningens indhold i de forskellige grupper, men for alle elever bliver der lagt vægt på at udvikle de faglige, de personlige og de sociale kompetencer.

Vi kan love dig, at vores ungdomsuddannelsen vil give dig en bred vifte af kompetencer, som du kan bruge i din tilværelse fremover.

Da alle vores elevers behov og kompetencer er meget forskellige, er der stor forskel på, hvad vi konkret underviser i, og hvilke undervisningsmetoder vi bruger, men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at metoderne er autismespecifikke.

Undervisningen bliver tilrettelagt ud fra dit behov, dine ønsker og kompetencer og har fokus på struktur og forudsigelighed. Der anvendes forskellige autismespecifikke pædagogiske metoder.

Dagene er præget af tydelig struktur, forudsigelighed og klare, forståelige krav. De forskellige undervisningsaktiviteter bliver også valgt ud fra, hvad du er vant til fra tidligere, og ud fra hvilke metoder der i løbet af uddannelsen viser sig at være de mest hensigtsmæssige for dig. Ofte anvendes en kombination af flere forskellige metoder.

Forudsigelighed og struktur giver den ro og tryghed, der er nødvendig for at du har det godt, kan fungere socialt og kan udvikle dig fagligt.

Du vil blive forberedt på fremtidig beskæftigelse på flere måder.

I undervisningen drøfter du sammen med de andre elever og undervisere, hvad det vil sige at have et arbejde, f.eks. hvilke normer og regler, der kan være på en arbejdsplads. Derudover besøger I forskellige arbejds- og beskæftigelsessteder, så du får bedre mulighed for at kunne  tage stilling til, hvilke erhvervspraktiksteder og arbejdsopgaver, der kunne være relevante for dig.

Nogle elever kommer i erhvervspraktik på beskyttede værksteder eller i aktivitets- og samværstilbud, andre kommer på praktikbesøg. En erhvervspraktik varer typisk to til fem dage. Sammen med din kontaktperson taler du og dine pårørende om, hvor mange praktikker, du skal have i løbet af uddannelsen. Hver praktik bliver evalueret bagefter.

Formålet med en stu er, at man opnår personlige, sociale og faglige kompetencer.

Det gælder ganske simpelt om, at du skal kunne deltage så selvstændigt og aktivt som muligt i voksenlivet. Samtidig skal stu'en være med til at afdække mulighederne for om du skal videre i uddannelse, og hvilken beskæftigelse, der vil være bedst for dig.

Der findes ikke en central læseplan for uddannelsen, som i stedet tager udgangspunkt den enkelte unges kvalifikationer, modenhed og interesser og en individuel uddannelsesplan. Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) tilknyttet betalingskommunen udarbejder langsigtede mål for hver enkelt elev, og lærer og elev udarbejder derefter i fællesskab de læringsmål, der skal arbejdes med under uddannelsen. Planen bliver derefter løbende evalueret og justeret og nye læringsmål opstilles.

Når din stu-uddannelse er slut får du udleveret et uddannelsesbevis og vi laver et ressourcepapir, som skal være grundlag for din afklaring til beskæftigelse.

Det er vigtigt med et godt samarbejde mellem skolen og hjemmet, da et velfungerende samarbejde er en forudsætning for, at du får et godt uddannelsesforløb.

Du får igennem hele uddannelsen en kontaktperson, som er ansvarlig for, at du trives og i det hele taget udvikler dig så godt som muligt. Kontaktpersonen er også hovedansvarlig for samarbejdet med dine pårørende, med UU-vejlederen og med sagsbehandleren.

Kontaktpersonen indkalder til elevkonferencer og skriver og evaluerer din individuelle forløbsplan i samarbejde med dig og dine pårørende.

Vil du vide mere? Kontakt os gerne for en rundvisning eller en snak om, hvordan vi kan hjælpe jer.

Logo